For krigsretten for lydighedsnægtelse og overfald

I begyndelsen af året 1915 blev vi, skønt vi hørte til rytteriet, sendt til Soissons og måtte gå i skyttegravene et sted, som blev kaldt ”der Hexenkessel”. Vore to hundrede mand var da svundet ind til halvtredsindstyve, og deraf blev de ti hos vore heste. Her lå vi i fire uger.

Stormangreb
Den tiende februar fik vi ordre til at prøve et stormangreb. Infanteriet, som lå til højre for os, skulle først springe op af gravene, så skulle vi komme og derefter infanteriet til venstre for os. Men da vi så vores kammerater til højre for os så godt som alle falde for de franske maskingeværer omtrent straks, da de var kommen op på brystværnet, så blev vi, hvor vi var, og det gjorde infanteriet til venstre for os også.

Næste dag skulle stormangrebet gentages. Mandskabet til venstre for os skulle begynde, og så skulle turen komme til os. Der blev sagt, at artilleriforberedelsen havde været for dårlig den første dag.

Løjtnanten
Vi sad på bunden af vor skyttegrav og gjorde os det så hyggeligt som muligt. Vi havde bundet en snor op til aftrækkeren i vor karabin, som lå i skydehullerne i brystværnet, og engang imellem trak en af os i snoren og lod et skud gå af. Vi havde fået fat i nogen vin, som vi gjorde os tilgode med, men uden at nogen af os fik for meget.

Da kom en ganske ung løjtnant, som egentlig ikke havde noget at gøre hos os, og skældte os ud, fordi vi ikke var sprunget op af skyttegraven til stormangreb, da turen var kommet til os. Vi var jo alle gamle soldater og tilmed ikke uddannede til infanteritjeneste, og det blev nogen af os for meget.

En hamborger slog først til løjtnanten og opfordrede os andre til alle at slå til. Og efterhånden kom vi alle med, så løjtnanten til sidst lå blødende på bunden af skyttegraven. Ja enkelte iblandt os trampede endogså på ham. Men da gik det op for os, hvad vi nu kunne vente.

Nu bliver vi skudt
”Nu bliver vi alle skudt”, sagde en iblandt os. ”Jeg bliver vel skudt”, sagde hamborgeren, ”men I andre slipper nok. Og hvad enten jeg bliver skudt af vore egne eller i morgen, når vi skal springe op over brystværnet, det kan vel falde ud på et”.

To af os måtte hjælpe løjtnanten, som kom på lazaret, og alle blev vi nu ført tilbage. ”Leute, was habt Ihr gemacht”, sagde vor ritmester til os med tårer i øjnene. Men mærkeligt nok blev vi ved en fejltagelse sat til at stå vagt ved en Armee-overkommando bag ved fronten. Omsider opdagedes det, at vi egentlig skulle straffes, og den 11. april blev vi stillet for en krigsret. Dommen lød på fire ugers streng arrest for hamborgeren, tre uger for enkelte af os og fjorten dage for de øvrige, blandt de sidste var jeg.

På vand og brød
Så blev vi sendt til arresten i Berlin, men der var ingen plads til os, og vi holdt til på kasernen nogle dage. Vi var jo alle underkorporaler, og næsten alle havde Jernkorset, men ”knappen” blev mærkeligt nok ikke taget fra os. Det kunne vi vistnok takke vor ritmester for.

Da der endelig var plads til os, marcherede vi i sluttet trop og alle med Jernkorset på brystet over til arresten. Så blev vi sat ind hver i sin celle. I tre dage sad vi i mørke på vand og brød og med et bræt til at sove på. Fjerde dag blev skodderne taget fra vinduerne, vi fik en seng, rigtig mad og kom en halv time ud i gården. Så tre mørke dage igen osv.

Først mange år efter fik mine forældre at vide, at jeg havde været straffet. Min mor skulle ikke havde den sorg. Der var nok endda.

Asmus Jensen til venstre sammen med sin fætter, der faldt kort tid efter.
Asmus Jensen til venstre sammen med sin fætter, der faldt kort tid efter. Foto udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Kilde:
Asmus Jensen (nedskrevet af Marie Boesen): I Krigens Vold. i Frankrig og Rusland, paa Balkan og i det hellige Land. Sønderjyske Årbøger, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, årgang 1928, sidetal 271-273.