Den sidste orlov lige før krigens afslutning
Min sidste Orlov under Krigen begyndte d. 6. Oktober 1918. Jeg tog fra Budza d. 5. om Middagen; thi først naar man kom til den polske Grænse, begyndte man at regne med Tiden som Orlov. Men Rejsen gennem Polen og Tyskland frem og tilbage vilde tage 5 a 6 Døgn, saa jeg kunde kun være hjemme i tolv Dage. Jeg længtes inderlig hjem, for det var et Aar siden jeg sidst var hjemme, og hvor var jeg ængstelig; jeg kunde jo blive syg, og der kunde ske saa meget, som kunde tvinge til Ophold paa rejsen og forstyrre hele Fritiden.
Et Par Kammerater var med mig paa Stationen for at tage Afsked med mig. De ønskede mig god Rejse, og jeg mærkede, at deres Ønske ikke var tomme Ord. Rejsen var heller ikke uden Fare for Liv og Lemmer. Foran paa Lokomotivet stod to Soldater med skarpladte Geværer for at holde Udkig med, at Banelegemet var i Orden og at der ikke var anden Fare, som kunde ramme os. …..
Hæren ved at gå i opløsning
I Brest Litowsk havde jeg en lille Oplevelse, der fortalte mig, at den tyske Hær var i Opløsning. Paa Banegaarden stod en Bataillon Soldater, som skulde til Vestfronten men saa snart den kommanderende Officer befalede dem at gaa ind i Toget, lagde de Geværerne til Hovedet. Det kan nok være, at Officeren skyndte sig at komme bort. Soldaterne blev alligevel snydt. Man bildte dem ind, at de nu vilde blive hjemsendt, og derfor skulde de aflevere deres Vaaben. Det gjorde Soldaterne gerne og de kom ind i Toget. Men Toget gik til Vestfronten, og saa skulde Soldaterne have deres Vaaben igen. Der kom vist ikke meget ud af det alligevel, for inden Toget naaede Vestfronten, var de fleste Soldater forduftede.
Orlovstoget var fuldt af Militær, og hele Samtalen drejede sig om Afslutning af Krigen. Gang paa Gang kom der Udtalelser om, at de høje Herrer ingen Udvej kendte, derfor maatte de menige Soldater selv finde den. Alle var trætte af Krigen, som havde varet for længe. Begejstringen var borte, og Lidelserne var for store.
I Warschau modtag vi Efterretningen om Regeringsskiftet. Prins Max var udnævnt til Kansler, og denne Forandring betød sikkert, at Fredsforhandling vilde blive indledet. Vort Sind blev derfor fyldt med Fortrøstning og Haab. Tiden for Rejsen til Berlin gik under disse Forhold hurtig. Her var en panikagtig Stemning, der truede med at slaa over i Oprør.
Alle sagde til os, at vi ikke mere kom til Ukraine, da Freden ville komme, inden vor Orlov var forbi. De spurgte os ud om, hvordan vi havde det, og de beklagede den frygtelige Tilstand, som baade Tyskland og den samlede Hær var i. Det var ikke den Stemning, som vi mødte, da vi for fire Aar siden første Gang rejste til Galizien. Dengang misundte mange os, at vi kunde faa lov til at lide Heltedøden! …
Endelig hjemme – for en stund
Endelig nåede jeg mit Hjem, hvor der var stor Begejstring for min Hjemkomst og for, at nu blev vi snart Danskere. Der taltes om Festdag og Flagstangen med Dannebrog i Toppen.
Dog blev denne min sidste Orlov saa svær for mig. Jeg havde endnu ikke Frihedspasset i Lommen. Og skulde Tyskland blive slaaet, hvordan vilde det saa gaa Tropperne i Ukraine! De vilde ikke faa Forstærkning hjemmefra, de vilde derfor komme til at falde for Bøddelhaand. Det var saa pinefuldt at tænke paa; ingen forstod mine Smerter, alle var optagne af Dagsnyhederne.
Jeg tænkte meget paa Kongeaaen, som risler ti Minutters Gang fra mit Hjem. Men den var stærkt bevogtet; for hver 150 m stod en tysk Vagtmand. Ved at løbe over udsatte man sig for at faa en Kugle i Livet, og det var jo da heller ikke afgjort, at man blev slaaet ihjel i Ukraine.
Mange i min Hjemby var angrebne af den spanske Syge. Her var et lille Haab. Jeg besøgte flere af de syge, men jeg blev ikke smittet. Derfor maatte jeg foreløbig gaa Pligtens Vej; jeg kunne ikke finde andre.
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.