Hjemturen begynder
…Vor Bataillon skulde paa Hjemrejse. Allerede den 27. Decbr. skulde vi, der boede i Rudakofka, bryde op og begive os til Baboriza. … Vor Oversergent kaldt os derefter sammen, og med bevæget Stemme meddelte han om den i 4 ½ Aar med længselsfuld Smerte forventede Hjemrejse og forelæste os næste Dags Tjeneste. Hvor var vi dog glade, men han bad os, ikke at give vor Glæde og Jubel Udtryk i for høje Raab, da Befolkningen var os imod. Vi adlød ogsaa vor Oversergent han havde været hos os under hele Krigen, og han var en Mand, som vi havde fuld Agtelse for. …
Helst vilde vi tage fat straks med Indpakning osv., men Natten maatte under de givne Forhold være rolig. Næste Dags Morgen tog vi fat for Alvor; vi samlede sammen, og vi pakkede, og det var meget, for vi havde allerede de sidste Dage slagtet Kvæg og Svin, som var saltet ned i store Tønder; fr vi skulde have Mad til 200 Mand i fire Uger, som Hjemrejsen maaske vilde vare. Saa have vi ogsaa Brød, Ærter, Bønner, Pølse Smør osv. …
Om Morgenen d. 28. tog vi Afsked med beboerne i Rudakofka, og de hilste pænt paa os, men de spaaede os Kamp paa Hjemrejsen, særlig Vest for Kiew, hvor der skulde findes mægtige Oprørstropper.
Venter på banegården
Ved Middagstid var vi paa Banegaarden i Baboriza, hvor vi skulde mødes med en halv Bataillon Strasborgere. Selv var vi kun to Kompagnier, idet vort fjerde Kompagni straks efter revolutionen var stykket af hjem. Vort 1. kompagni havde været opsætsigt mod vort Soldaterraad, som derfor havde dømt det til at blive i Kiew til sidste Transport.
Andet og tredie Kompagni skulde saa sammen med Strasborgerne og vor Stab danne en Transport, som bestod af et Jernbanetog paa godt 40 Vogne.
Men Strasborgerne kom ikke før d. 29. Decbr. Og vi maatte saa forblive paa Banegaarden for at holde Vagt, for at ingen skulde røve vor Proviant og Bagage. Der laa Sne paa Jorden, og en kold nordøstlig Brise blæste ind over Perronen. Vi stillede vore Feltkakkelovne op hist og her mellem sagerne. De, der frøs mest, fik vi klemt ind i venteværelset. Fra Midnat til Dag sad jeg i en Krog paa min Hale.
Kolde kreaturvogne
Endelig med Middagstid rullede toget med Strasborgerne ind. … Derefter blev vi inddelt i Hold paa 32 Mand, som fik en Vogn – en almindelig Kreaturvogn – og saa var der en Feltkakkelovn til hver Vogn. Saa steg vi ind i Vognen, hvor vi i den koldeste Maaned skulde tilbringe 3 a 4 Uger. Den var ikke hyggelig.
Blot vi kunde holde os varme, og hvad skulde vi faa at komme i Kakkelovnen? Vi fik øje paa nogle store Brændestabler ved Stationen, og nu gik vi paa Rov. Banepersonalet satte sig mod, for Brændet skulde bruges til Lokomotiverne; men en god Portion fik vi fat i; thi den fysiske Magt var Dommer.
Russerne skyder
Den 29. Kl. 3 var vi klar til Fart. Ganske langsomt satte Toget sig i Gang i Retning efter Kiew, som vi kunde naa ved Aftenstid. Vi var glade, for hver Skinnelængde bragte os nærmere hjem. Ilden blussede i Kakkelovnen, og snart naaede vi Darniza, der er Forstad til Kiew mod øst; Floden Dnjepr ligger imellem. … I selve Kiew havde vi ca. 30,000 Mand liggende. Da vi hen imod Aften nærmede os Darniza, blev vort Tog beskudt af Russerne. Kuglerne gik dog oven over Toget, saa ingen blev dræbt. Maaske var det Hensynet til den civile Befolkning, der var vor Redning. For øvrigt har jeg ingen Mening om, hvad Russerne egentlig mente med deres Skydning.
Straks da Toget holdt, kom en Underofficer løbende langs Vognene og hviskede: ”Alle Mand maa være færdig til at skyde, og hver skal forsynes med 120 Patroner”. Snart efter kørte vi ud fra Darniza Banegaard hen over den store Dnjeprbro, en af de største Broer i Verden. Vi var angst for at komme over denne Bro; men der skete ikke noget. Russernes Skydning hørte langsom op, og vi fik ikke Brug for vore Geværer.
Vi kørte saa ind paa Kiew Godsbanegaard, hvor vi holdt, og var nu under beskyttelse af egne Tropper, og her maatte vi blive Nytaarsaften over. Den første Nat blev vi i Vognen; nogle laa, andre stod og atter var der andre, som fyrede i Kakkelovnen. Da det blev Dag, kunde vi bedre overse Stillingen og forstaa, hvorfor det var saa vanskeligt at skaffe Tog til Veje.
Her holdt den ene store Transport ved Siden af den anden, og de bestod ikke alene af Militær, nej, der var en Mængde Flygtninge, som vilde hjem, og mange af de sidste havde været paa rejse i Maaneder. De fleste af dem skulde til de Egne i Galizien, hvor Krigen have staaet, og nu vilde de hjem. Nu maatte de blive Julen over i Kiew.
Stor nød i Kiev
Det var umuligt at komme frem; Disciplinen blandt Banepersonalet var fuldstændig fløjten; alt var i Opløsning. Renlighed kendtes ikke. Paa Sporene holdt Tog ved Tog, og mellem dem var der én eneste stor W.C., som med skiftende Vejr og stærke Færdsel blev vældigt Morads. Smitsomme Sygdomme skulde synes farlige, men Frosten hjalp, saa det gik. Heldigvis, for her maatte vi gaa og rode til den 3. Januar. Enkeltvis fik vi Lov til at gaa ned i Kiew, men med Advarsel om at være forsigtige, for alt var i Forvirring, idet Petlures Tropper laa udenfor Staden.
En frygtelig Nød herskede i Byen; jeg saa i dens Udkant en Familie, som havde slaaet sig ned paa den bare Jord. Af nogle Sække havde de lavet en Slags Telt, hvori brændte et Baal, og henne i et Hjørne kravlede nogle smaa nøgne Børn. En Kvinde laa henne ved Ilden og gav sit Barn Bryst. Det var gyseligt at se paa.
Inde i Husene var det næppe bedre. Vi saa mange Kvinder nede paa banegaarden, hvor de skulde gøre rent, men det var et umuligt Arbejde. De tiggede Brød hos os, og vi havde ondt af dem, saa de fleste af os gav dem noget. Nogle af dem gik i Silkeklæder, saa de havde kendte bedre Dage, og nu manglede de det allernødvendigste at spise.
Det er derfor ikke at undres over, at vi længtes efter at komme bort fra Kiew. Vort Soldaterraad gjorde vist ogsaa alt muligt derfor; men den eneste Maade at klare den paa var at anvende Bestikkelse. Paa den anden Side var det ikke saa morsomt at vove sig ud fra Garnisonen i Kiew, da vi let kunde blive overfalden af Petlure, og der var mange, som mente, det var bedst at blive.
Får købt en Lokomotivfører
Men vi bestemte os til at prøve Hjemturen straks, og det lykkedes vort Soldaterraad at leje en stor og brøsig Lokomotivfører for 1000 Rubler og halvtreds Liter Brændevin, som han dog først skulde have ved Grænsen. – Vi var mellem 8 a 900 Mand, saa det blev jo ikke meget til hver.
Vore øvrige Penge afleverede vi til den tyske Feltpost i Kiew. De skulde saa sendes til Tyskland i et Pansertog, der var sat i Gang og skulde besørge Postsagerne. Jeg antager, at vore Penge tilsammen androg ½ Mill. Rubler, saa kunde Russerne røve baade disse og vort Proviant, saa var det et Kup for dem at gøre.
Lige da vi stod parate til Afrejsen, kom der en Afdeling Artilleri og bad om at komme med. De var paa rejsen fra Odessa bleven overfalden af Russerne, blevet oprevet og mange skudt eller saaret, idet de ikke havde Infanteri at dække sig med. Nu vilde de gerne staa Last og Brast med os. Dette gik vi med paa; de fik saa et Par Rullevogne til Kanonerne midt i Toget; Strasborgerne var foran, og vi Flensborgere sluttede Toget.
Således udstyret og beredt paa det værste dampede vi den 3. Januar 1919 med Tog ud fra Kiew.
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.