Juleaften 1915, 1916 og 1917
Juleaften 1915 ved Plichov
Med Julen blev der Liv paa Gaarden; alle Mand var paa Stuerne. Juleaften var alligevel ikke let at komme over for os gamle Soldater. Vi Sønderjyder havde faaet fat paa et Grantræ, som vi paa hjemlig Vis havde pyntet med Lys og alt andet, som vore Børn havde sendt til os. Juleaften blev Træet tændt, men da Lysene skinnede, blev der en mærkelig Tavshed. Mange bøjede deres Hoved, og taarerne løb dem ned ad Kinderne; for Julen er Hjemmets Fest, og vi var ikke hjemme, vi var i Krig og i fremmed Land.
Tyskerne holdt fest for sig selv. De lavede en farlig støj og kiggede dybt i Glasset. Og efter vi havde sunget vore kendte Julesalmer og sad stille og smaasnakkede, kom en Tysker ind til os. Vi skulde da ikke kede os, men komme ind til dem, saa skulde vi nok faa det morsomt. Han fik af en af mine Kammerater en bestemt Afvisning; vi vilde blot have Lov til saa vidt muligt at holde Jul som hjemme.
Vor Familie derhjemme havde tænkt paa os, og de have sendt os en Mængde Pakker; jeg fik saaledes 21 fra Familie, Venner og Medborgere. Mine Kammerater fik lignende, og vi havde dejlig Julekage til Eftermiddagskaffen i over en Maaned. Desværre kom de fleste af Pakkerne ikke før 4. Januar. …
Juleaften 1917 i Padvisukil
Juleaften [1917] var Salen pyntet, og vi havde juletræ; et Klaver havde vi ogsaa faaet fat i det sagdes, at man havde fundet det ude ved Fronten. Flere Kammerater kunde spille, og da vi havde dygtige Folk i Køkkenet, fik vi ogsaa serveret en dejlig Flæskesteg. Vi sang ”Stille Nat, hellige Nat”, og vor Kompagnifører, en Apoteker fra Meklenborg, sang to dejlige sange, ledsaget af Klaveret. Julekasser blev derefter baaret ind og fordelt; over hele Tyskland var der samlet ind til dem. Vi trak hver et Nummer og fik Pakkerne fordelt paa den Maade. Mange dejlige Ting var der i dem, og vi, der hade Børn; sendte det meste hjem til dem.
Efter Pakkeuddelingen blev en Bolle Punsch baaret ind, og det var let at se paa vore tyske Kammerater, at dette for dem var Kronen paa Værket. Hver fik et Glas, og saa klinkede vi sammen og udbragte en Skaal – ikke for jesusbarnet, men for Kejseren. Saa have vi Sønderjyder nok og forlod Salen. Tyskerne blev tilbage, og de fortsatte til langt ud paa Natten med Sold og Hurraraab. Vi kunde høre dem hele Tiden, og det var uhyggeligt.
Anden juledag var jeg første og sidste Gang til Feltgudstjeneste. Det var ogsaa nok; thi vi fik en Prædiken, der begyndte og endte med vore militære Pligter, som Gud fra sit ophøjede Stade belønnede til Gavn for os selv og for Fædrelandet og Kejseren.
Juleaften 1916 i Dobrolany
I denne Forbindelse vil det være rigtigt at sige et Par Ord om Julen 1916; da boede jeg i Dobrolany. Den var en Modsætning til den, vi nu holdt. Vor Løjtnant var da en Greve fra Sachsen. Han var en Mand først i Trediverne og gift. Hele hans Færd vidnede om Godmodighed, og han var mere Bonde end Officer.
Vi spiste Juleaften sammen med ham. Bordene var smukt dækkede, og til hver af os laa en dejlig julekage med Korender i, fem Cigarer og ti Æbler. Efter at Maden var spist holdt han en Tale til os. Han begyndte saaledes: ”Jeg ved, at I saa godt som alle er Familiefædre, og selv om jeg gør alt, hvad jeg formaar for at gøre det hyggeligt for eder, saa kan jeg dog ikke borttage den Længsel, som brænder i hvert Bryst efter Hjemmet. Men jeg vil prøve at lindre den. I deres Hjem, over hvilke de sorte Kors, vi kan se gennem Vinduerne, staar, er der intet Haab. Men i eders Hjem er der endnu Haab, og vi vil bede Gud om, at I alle engang maa komme hjem igen og holde jul sammen med dem, I har kær”.
Han bad os derefter at synge de julesalmer, som vi kunde hjemmefra, og det gjorde vi, ogsaa Trainmandskabet som var Sydtyskere, sang julesalmer, og de vare rare at være sammen med, de var ikke hovne og brovtende som Preusserne.
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.